Noget af det gode ved kødboller i karry er, at det smager af gamle dage. Den tykke, krydrede sovs sammen med ris og kødbollernes milde kødsmag gør bare en godt. Både voksne og børn får et saligt blik i øjnene, når der bliver sat en varm, velduftende tallerkenfuld kødboller i karry foran dem til aftensmad. Og sådan en portion skal du da også have, selvom du er alene hjemme.
Kødboller i karry er også en ret, som mange desværre nærmest kun kender i den version, man køber færdig i en plastikrulle.
Det er virkelig ærgerligt, for hjemmelavet mad smager bedre og er oftest også sundere. Færdigretter indeholder mere salt, sukker og fedt, end det er nødvendigt. Jeg håber, du vil prøve den her opskrift, fordi den smager godt, men som sidegevinst også er sund.
Regel nummer et ved kødboller i karry er, at der skal være rigelig med sovs. Og den her sovs skal ikke jævnes, da den får sin gode tykkelse ved, at ingredienserne i den bliver blendet.
Jeg håber, du selv lavet kødboller ved at følge en af opskrifterne på dem her på Kogepunktet. Men ellers er det fint bare at lave sovsen selv og så købe nogle frosne kødboller at putte i.
Her er, hvad du skal bruge:
1 grofthakket æble (ca. 90 – 100 gram uden skræl og kærnehus)
En stor gulerod (cirka 50 gram skrællet og fintrevet)
1 hakket løg (cirka 80 gram uden skræl)
1 spiseskefuld olie
2-3 teskefuld mild karry
3 deciliter vand
1 svine- eller hønsebouillonterning
Sådan gør du:
Hæld olie og karry i en gryde over næsthøjeste blus. Når karryen bobler lidt, hælder du løget i og steger to-tre minutter (det må ikke brune). Tilsæt æble og gulerod og steg to-tre minutter, imens du rører rundt. Tilsæt vand og bouillonterning, rør rundt og læg låg på.
Når sovsen har simret i 15 minutter, blender du den med en stavblender (eller moser den gennem en sigte). Tilsæt kødbollerne og varm igennem 5 – 10 minutter. Smag til med peber og evt. lidt fløde – men kun hvis du har det i huset. Serveres med kogte ris. Denne sovs er fryseegnet.
Vedrørende karryen: Det er ikke et mål med kødboller i karry, at sovsen er stærk. Køb derfor en helt almindelig mild karry i et supermarked og brug den.
Her er den anekdotiske version af kødboller i karry – og forklaringen på indlæggets billede:
I går, da jeg var på vej ind på biblioteket, passerer jeg en lille dreng i de elektriske døre. Drengen, der så ud til at være omkring de to år gammel, var særdeles målrettet på vej ud fra biblioteket og altså ud på Dag Hammarskjölds Allé. Men trods det målrettede udtryk, der var over drengen, var der også en mikroskopisk, nysgerrig tøven over den måde, han bevægede sig på: Der var sagt med andre ord helt tydeligt tale om en lille fyr på springtur!
Fra jeg passerede drengen, til jeg nåede frem til den konklusion, var jeg kommet et par meter indenfor på biblioteket. Så jeg vendte om og gik udenfor igen, hvor den lille mand var i færd med at kravle ned ad trapperne udenfor biblioteket. Han havde de sødeste, blå filt-sutsko på og ikke noget overtøj, så gensynet gjorde mig sikker i min sag. Samtidig var en ældre mand på vej op af trapperne.
”Hør, jeg tror, at drengen er ved at komme væk fra sine voksne,” sagde jeg til manden. ”– kan du ikke spærre vejen for ham, imens jeg lige løber ned i børneafdelingen og spørger, om der ikke er nogen, der mangler en cirka to-årig?”
”Jo da,” svarede manden og stillede sig venligt smilende for enden af trappen, så drengen ikke kunne komme helt ud på fortovet og – Gud forbyde det – helt ud til den befærdede vej.
Der var noget ved drengens udstråling, der fik mig til at tænke på W. Eugene Smiths kendte billede af sine to børn Juanita and Patrick (det ene af billederne til dette indlæg).
W. Eugene Smith var krigsfotograf. I forbindelse med en udsendelse for at dække Anden Verdenskrig, blev han hårdt såret af mortérild. På det tidspunkt, hvor han tog billedet, var det usikker på, om han nogensinde ville komme til at fotografere igen. Men trods af sine skader og stærke smerter lykkedes det ham at fange dette billede af sine børn. Da han tog billedet, troede han kun, at det ville have betydning for ham selv. Men netop dette billede blev udvalgt til og fremhævet på MOMAs Family of Man udstilling i 1955 og har siden talt stærkt til utallige mennesker. Du kan læse, hvad W. Eugene Smith selv skriver om billedet HER, og her er også et uddrag:
”While I followed my children into the undergrowth and the group of taller trees – how they were delighted at every little discovery! – and observed them, I suddenly realized that at this moment, in spite of everything, in spite of all the wars and all I had gone through that day, I wanted to sing a sonnet to life and to the courage to go on living it.”
… Men tilbage til Østerbro Bibliotek …:
Jeg nærmest spænede ned til børneafdelingen, hvor der straks var en yngre kvinde, der gav sig til kende, da jeg spurgte ud i rummet, om der var nogen, der manglede et barn.
I mellemtiden havde manden løftet den lille dreng op, og var kommet ind i børneafdelingen med ham. Drengen så helt rolig og tryg ud, og kvinden overtog ham og sagde tak til os. Manden og jeg fulgtes hen til døren igen og snakkede om, det vist var godt, vi havde spottet drengen: Sådan en lille fyr kunne virkelig være nået langt væk, inden det var blevet opdaget, han var væk.
Det er det, der er med børn. De er lynhurtige! Man kigger lige ned i en bog eller tørrer et andet barns næse og så – vupti – så har de med forbløffende hast bevæget sig overraskende langt væk. Jeg har heldigvis kun selv oplevet noget lignende, da min søn var tre år gammel og pludselig fik den idé, at han skulle løbe om kap med sig selv på kaj-kanten ved Waterfront Shoppingcenter. Sjældent har man set en mor accelerere så hurtigt som jeg gjorde, da jeg så ham sætte af langs det dybe havnevand!
Både børn og voksne skal derfor have en god, robust kost, der dulmer sindsoprivelsen og nærer kroppen. Der skal alt andet lige en del brændstof både til springture og til at vokse. Sådan en ret kunne f.eks. være boller i karry.