Tun ceviche med avocado- og tomatsalsa

Det er med god grund, man i snart længere tid har kunne få forskellige former for ceviche på alle mulige restaurationer. Så hvorfor ikke også få det hjemme hos dig selv?  Det er let, lækkert, nemt at lave og sundt.

Det er også min erfaring, at børn (især, hvis de i forvejen kan lide sushi) godt kan lide ceviche. Så længe man ikke lader den marinere for længe i citrussaften, er retten meget mild – hvilket understøttes af avokado– tomatblandingen eller aiolien, afhængig af, hvad man vælger at servere til. Dermed er ceviche også den perfekte ret til halvanden.

Mange serverer frisk koriander til ceviche, fordi det er sådan, man ofte får den serveret på restauranter med peruviansk inspiration. Faktisk er ceviche så stor en ting i Peru, det er blevet erklæret en det af landets kulturarv.

Ceviche – forstået som marineret rå fisk – er blevet serveret i Peru i mindst et par tusind år. Arkæologiske fund viser, at Moche-folket, der boede i kystområderne i det nordlige Peru fra cirka år 200 til år 700 spiste rå fisk marineret i saften fra banan passionsfrugt. Siden overtog inkaerne traditionen med at spise rå marineret fisk – de brugte fermenteret majsdrik til marineringen. Retten fik navnet “frisk fisk” – “Siwichi” på inkasproget, hvilket menes at være en af oprindelserne til navnet “ceviche”.

Med spaniernes indtog i Latinamerika, kom løg og citrusfrugter til kontinentet fra Nordafrika og ceviche begyndte at blive lavet med saften fra citrusfrugter.

Senest er ceviche blevet forfinet og udbredt også i de højere samfundslag i Peru af japanske indvandrere til Peru, der siden 1898 har højnet bevidstheden i landet om, at fisk – selvom de er rigelige ud for Peru kyster – ikke bare er bonde- og fiskermad, men også kan være en delikatesse.

Men for at vende tilbage til koriander: Jeg bruger ikke koriander i den her version, fordi der er mange – især børn – der ikke kan lide det og føler, at det er en krydderurt, der slet og ret smager som grøn sæbe. Men altså, den her version skulle de fleste nok kunne lide.

Det, ceviche går ud på, er dybest set, at fisken bliver tilberedt af syren i citrusfrugtsaften. Jeg bruger en baldning af citron- og limesaft, fordi jeg synes, det smager bedst. Man kan også alene bruge lime.

Men der er stadig tale om rå fisk. Derfor er det uhyre vigtigt, at man køber fisk, der har været frosset ned til minus 20 grader, hvilket er langt koldere end fryseren i en almindelig husstand kan præstere. Det er noget, en fiskehandler eller en seriøs fiskeafdeling i et supermarked kan levere. Men husk endelig at spørge, når du køber fisken, om den har været frosset længe nok ned til, den ville kunne bruges til sushi eller ceviche.

Her er hvad du skal bruge:

Til cevichen:

100 gram fersk tun
Saften fra en halv citron
Saften fra en halv lime
Friskkværnet peber

Til avokado- og tomatsalsaen:

1 moden avokado
En spiseskefuld olivenolie eller anden god olie
To røde og godt modne stilktomater
Et lille rødløg (en spiseskefuld hakket løg)
En knivspids cayennepeber
Salt og peber
Evt. grofthakket, frisk persille eller grofhakket, frisk koriander
Evt. et halvt fed presset hvidløg

Tilbehør:

Et flute

Sådan her gør du:

Skær fisken i tyndest mulige skiver. Anret de på et fad eller en tallerken.

Pres citron og lime. Bland de to slags saft sammen og hæld det over fisken.

Drys fisken med friskkværnet peber.

Sæt fisken i køleskabet 15 minutter. Tag det derefter ud og vend fisken, så du er sikker på, den bliver marineret på begge sider. Sæt fisken i køleskabet 15 minutter mere.

Tænd for ovnen på 200 grader.

Skær avokadoen i små tern og put dem i en skål.

Skær tomaterne i små tern og hæld dem op i skålen med avokado. Tilsæt en knivspids cayennepeber. Rør rundt.

Hak et lille rødløg fint og kom det i blandingen. Rør grundigt rundt.

Tilsæt olien og rør rundt igen. Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. hvidløg og persille/koriander.

Lad avokado/tomatblandingen trække i køleskabet, imens du varmer flutene.

Tag fisken ud af køleskabet. Den skal have skiftet farve fra rød til grålig – de betyder, at den er blevet tilberedt af citrussafterne. Det er en smagssag, men vi kan godt lide, når den stadig er lidt fersk indeni.

Inden servering kan du eventuelt hælde citrussaften fra fisken. Så smager den i sagens natur mindre syrligt.

Serveres som forret for halvanden eller som hovedret til en enkelt.

* Ceviche smager også utroligt godt med flute og hvidøgsmayonnaise (aioli).

** Hvis du har travlt kan du banke fisken flad mellem to lag husholdningsfilm med en kagerulle (eller hvad du nu har). Det nedsætter “tilberedningstiden” på fisken. Desuden er det også delikat, når cevichen er mere carpaccioagtigt papirstynd.

*** Du kan læse mere om cevichens historie her.