For nogle dage siden lavede vi den gode, klassiker kåldolmere med spidskål. Det gør, at der ligger en rest spidskål i køleskabet og føler sig overset. Og det går jo slet ikke.
Spidskål, eller hvidkål, hvis man har det, smager utroligt godt i retter med meget smag i. Kålen giver desuden fylde og struktur i gryderetter, mætter og er sund.
Samtidig har jeg noget iceberg-salat, som er blevet lidt brunt på snitfladen. Det vil ikke se særligt appetitligt ud i en salat, men kan stadig sagtens spises. Iceberg-salat er generelt godt i tilberedt tilstand i asiatiske retter, hvor det giver en lidt lettere og mere frisk smag til retten end kål. Faktisk køber jeg nogle gange iceberg alene med henblik på at bruge det i varme retter (og altså ikke for at bruge det til grøn salat.
Der skal altså både spidskål og icebergsalat i dagens thai-ret.
Der er to ting, der går igen i mange thai-retter: Fish sauce og oyster sauce. Begge dele kan efterhånden købes i det fleste dagligvarebutikker. Jeg holder dog personligt meget af at købe det hos grønthandlere, der er specialiseret i asiatiske varer, da produkterne der ofte er stærkere i smagen og oftere endda billigere.
Både fish sauce og oyster sauce lugter meget stærkt og smager ikke så godt, hvis man bare prøver det direkte af flasken. Men det skal man ikke lade sig skræmme af: Det smager godt, når det først er kommet i retten og er simret igennem.
Det skal du bruge:
125 gram hakket kalv og flæsk (kan erstattes med hakket svine-, okse- eller kalkunkød eller et kyllingebryst)
2 – 3 blade spidskål eller hvidkål
En gulerod
Et lille løg
En grøn chili (rød, hvis du bruger hakket oksekød) Pas på det ikke bliver for stærkt – start med en kvart og tilføj, hvis du ikke er overbevist chili-entusiast
2 fed hvidløg
Et kvart til et halvt iceberg-salathoved
Et teskefuld reven ingefær
2 spiseskefulde fish sauce
1 spiseskefuld oyster sauce
2 – 3 spiseskefulde soya
0,5 bouillonterning (samme smag som den variant kød, du bruger)
1 deciliter vand
En halv lime
Sådan gør du:
Skyl spidskål og iceberg grundigt.
Snit kål og iceberg fint, men læg det i hver sin bunke på en tallerken.
Skær løget i kvarte.
Skær hvidøget i skiver.
Skræl og riv ingefæren.
Skræl guleroden og skær den i tynde, lange stave.
Sæt en grude over blusset. Skrue op på maksimal temperatur. Put løget i gryden. Du behøver ikke fedtstof, når du starter løgene fra kold gryde.
Når løgene er begyndt at blive brune vender du dem og putter hakkekødet i. Rør rundt indtil det begynder at blive grynet.
Tilsæt hviløg og chili. Rør rundt et minut.
Tilsæt spidskål og gulerod. Rør rundt et minut.
Tilsæt vand, bouilonterning, oyster sauce og fish sauce. Rør rundt.
Læg iceberg-salaten ovenpå kød-blandingen. Hæld to soyaen ud over. Læg låg på, skru ned på laveste blus og lad simre i 10 minutter.
Efter 10 minutter rører du grundigt rundt i gryden, smager retten til med mere soya og eventuelt noget peber.
Tag retten af blusset. Hvis du lader gryden stå, bliver grøntsagerne bare slatne.
Hvis du har det, så drys et halvt finthakket forårsløg hen over retten, lige inden du serverer den (forårsøget skal altså ikke koge med).
Smag til med friskpresset lime.
Tilbehør:
Jeg har her brugt en portion glasnudler, der bare skal trække tre minutter i varmt vand. Alternativt kan man bruge minut-nudler, der kan købes i de fleste dagligevarebutikker for et par kroner. Retten smager også godt med kogte ris. Det er dog ikke nødvendigt at spise nogen kulhydrater til, da der er megen kål i retten, og den derfor mætter fint uden.
Nok til en meget sulten voksen og til halvanden (en voksen med et barn), hvis der serveres ris eller nudler til.
Da der er grøn chili i, passer denne ret bedst med svinekød eller kylling. Men man kan med held putte en hvilken som helst kødtype (dog ikke lam) i. Hvis man bruger hakket oksekød, smager det godt at bytte den grønne chili med rød chili og tilføje en enkelt frisk tomat.
Retten er meget aromatisk, så den kan serveres for vegetarer (uden kød i, selvfølgelig). Dog skal man være opmærksom på, at, retten kun er for vegetarer, der er okay med at spise fisk, for fish sauce er blandt andet lavet af fermenteret fisk og oyster sauce af østersekstrakt.