Med kødboller er det ligesom med så mange andre madvarer, man kan købe: Det kan være udemærket at have en pose kødboller liggende i sin fryser, så man altid kan komme fyld i sin suppe eller lave en karrysovs og putte dem i. Men lækrest er det dog at have sine egne kødboller i fryseren, hvor man ved, hvad der er i – og som faktisk er lige så billige som de billigste, man kan købe og som er fulde af salt og alt muligt andet end kød.
At lave sine egne kødboller lyder umiddelbart meget besværligt. Men hvis du kan finde på at stege frikadeller, kan du lige så godt også lave dine egne kødboller selv. Det er faktisk nemmere at lave kødboller, da de i modsætning til frikadeller ikke skal vendes på en pande, men derimod bare passer sig selv i en gryde, indtil de er færdige.
Der er tre ting, der er med til at få kødboller til at lykkes: Kvaliteten af det kød, man bruger, at man får rørt farsen længe nok og at kødbollefarsen får lov til at stå og hvile 15 – 30 minutter i køleskabet, inden den tages i brug.
Hvad angår kødboller (og frikadeller) er det også værd at bemærke, at det, der gør det færdige resultat saftigt, er, at man kun bruger hviden fra ægget.
Opskriften her er beregnet til halvanden person og passer blandt meget andet til Børnehavens tomatsuppe.
Det skal du bruge:
250 gram hakket kalv og flæsk
1 deciliter mælk
1 spiseskefuld mel med top (20 gram)
1 æggehvide (gem blommen til en kage-i-kop)
En halv svinebouillonterning
2/3 teskefuld salt
0,5 teskefuld peber
20 gram fintrevet løg (20 gram)
En halv svinebouillonterning til kogevandet
Sådan gør du:
Riv løget og put det i en skål, der er stor nok til, du kan røre grundigt rundt – helst med en elpisker.
Varm mælken i mikrobølgeovn og opløs den ene halve bouilonterning deri. Det er lettere, hvis du finthakker bouillonterningen, inden du kommer den i mælken.
Tilsæt alle ingredienser og gør grundigt. Helst fem minutter med elpisker.
Sæt farsen i køleskabet i 15 minutter. Når de 15 minutter er gået, bringer du en stor gryde vand i kog med en bouillonterning. Des større overflade gryden har, des flere kødboller kan du koge på en gang.
Når vandet spilkoger, tager du en kvart teske kødbollefars og lyn-koger i vandet. Tag den op efter et par minutter og smag på kødbollen, om resten af farsen skal have mere salt og peber.
Når prøvekødbollen sager som den skal, tager du gryden af blusset og former kødboller ved at dyppe en teske (hvis du vil have små kødboller) eller en spiseske (hvis du vil have større kødboller) i vandet og forme kødbollerne i håndfladen. Put hver færdigformet kødbolle i vandet.
Når der ikke kan være flere kødboller i gryden (eller du ikke har mere fars at forme af), sætter du gryden tilbage på blusset og lader vandet komme i kog igen. Skru så ned, så vandet kun simrer omkring kødbollerne i fem til 10 minutter, afhængig af kødbollernes størrelse.
Bemærk, at man kun skal koge kødboller i et lag. Hvis ikke de alle sammen kan være i gryden i et lag i første omgang, må du koge flere kuld kødboller. Fortsæt med det i samme gryde/vand.
Kødbollerne er færdige, når de er faste at trykke på, når du tager en op. Hvis du er i tvivl, kan du også tage en kødbolle op og skære over for at se, om den stadig er lyserød indeni. Færdigtilberedte kødboller er grå helt ind i sjælen, men smager så englene synger.
Når kødbollerne er færdige, skal du tage dem op af kogevandet og lade dem dryppe af i en si. Ikke på køkkenrulle, for så opsuger papiret bare ud over kogevandet også saften inden i kødbollerne. Det er jo ikke meningen.
Kødbollerne er særdeles fryseegnede. Man skal bare huske, at de helst skal tø langsomt op, ellers kan de godt blive lidt tørre i konsistensen.