I min søns børnehave var der en helt fantastisk køkkendame. Gitte, hed hun. Ud over, at maden, hun lavede, var sund og varieret, var den også virkelig lækker.
Mere end en gang, når jeg kom hjem fra arbejde om aftenen, havde min søn fået en fotokopi med hjem med dagens opskrift: Maden havde smagt så godt, at han havde spurgt Køkken-Gitte, om han måtte få opskriften til sin mor.
Da jeg fik den her opskrift i hånden første gang, var jeg skeptisk over for den. Jeg syntes simpelthen, det lød for simpelt til, det skulle kunne blive godt. Men Køkken-Gittes tomatsuppe er lige så god, som den er ligetil. Ingredienserne er nogle, man typisk har i sit køleskab, og som man kan købe i alle dagligvarebutikker, hvis man ikke har dem. Suppen er markant meget billigere at lave selv end en hvilken som helst købesuppe, du kan få fat i. Og den er helt sikkert meget bedre.
Du ved, hvad der er i Køkken-Gittes tomatsuppe, fordi du laver den selv. Dermed sparer du penge og har styr på, hvad det egentlig er, du spiser. What’s not to like?
Suppen er, som du nok har regnet ud, meget børneegnet. Men den er også god til en skrupsulten, lidt træt voksen, som bare trænger til noget godt og mættende at sidde at smovse foran flimmeren. Suppen er nem, fordi man dybest set bare hakker ingredienserne groft, bruner dem lidt og derefter lader dem passe sig selv i en gryde.
Suppen kan serveres med kogt pasta eller flute til.
Til tomatsuppen serveres også hjemmelavede kødboller. Kødbollerne kan både bruges i suppe eller i kødboller i karry. Kødbollerne er fryseegnede.
Denne opskrift er beregnet på halvanden – eller en meget sulten voksen.
Det her skal du bruge:
Et løg (40 gram)
En kartoffel (50 gram)
En spiseskefuld olie eller andet fedtstof
310 gram tomater med skræl (eller en dåse flåede tomater)
2 fed hvidløg
2 spiseskefulde tomatpuré
2,5 deciliter vand
1 bouillonterning (grøntsags- eller kyllingesmag)
1 laurbærblad
0,5 deciliter mælk
Salt og peber efter forgodtbefindende
Sådan her gør du:
Skæl løg og kartoffel. Hak løg og kartoffel groft.
Skyl og halver tomaterne.
Pil hvidløgsfeddene og skær dem i skiver.
Varm fedtstoffet op i en gryde. Brun løg og kartofler let, indtil løget er klart.
Tilsæt tomatpuréen og lad det stege med under omrøring.
Tilsæt vand, bouillonterning, laurbærblad.
Lad suppen simre under låg i 20 minutter.
Når de 20 minutter er gået, tager du laurbærbladet op og purerer suppen med en stavblender. Hvis ikke du har det, kan du mose suppen gennem en si (men det er lidt mere besværligt). Vigtigt: Du må aldrig putte varm suppe i en blender, da den så kan eksplodere.
Når suppen er pureret, tilsætter du mælken og varmer suppen igennem, men den må ikke koge efter mælken er kommet i.
Smag til med salt og peber.
Servering:
Put kogt pasta i bunden af tallerkenen og suppen ovenpå.
Hvis du koger pastaen med i gryden, risikerer du bare, at pastaen bliver alt for blød. Drys med et rundhåndet stænk friskmalet, sort peber.
De hjemmelavede kødboller kan du lave, imens suppen koger.
Forklaring til billedet:
Til venstre kan du se, de ting, der skal i suppen (undtaget vandet). Bemærk, at du ikke behøver hakke kartoflen så fint som jeg har gjort, det er slet ikke nødvendigt – det hele skal alligevel blendes til sidst.
Til højre den færdige suppe med to hjemmelavede kødboller og et drys friskkværnet peber.