Alle børn synes at elske chokoladekage. Men det er desværre ikke alle børn, der kan tåle mælk og/eller æg.
Derfor var jeg super glad, da jeg fandt den her opskrift på en chokoladekage, alle – også folk uden allergi – synes om. Der er et barn i min søns klasse, som ikke kan tåle mælkeprodukter, og jeg synes ikke, det er ordentligt hyggeligt at komme med kage, hvis alle ikke kan få sig et stykke.
Kagen er virkelig nem at lave og dejligt svampet. Den er i sig selv ikke så sød, så derfor er det vigtigt at putte glasur ovenpå. Synes jeg. Men prøv dig frem. Måske du synes, at kagen er helt fin uden sukker på toppen.
Det skal du bruge af redskaber:
Et målebæger
En røreskål
Et piskeris – men en grydeske er faktisk nok
En si
En vægt
En muffinform
Papirsmuffinforme 10 styk
Et glas eller en kop til at røre glasur ud i
Det skal du bruge af ingredienser:
170 gram Hvedemel
200 gram sukker
28 gram kakaopulver
En lille teskefuld natron (0,875 tsk. for at være mere præcis)
En knivspids salt
2,25 deciliter vand
0,5 deciliter smagsneutral olie, vegetabilsk, nøddefri olie (for eksempel solsikkeolie)
0,75 spiseskefuld almindelig husholdningseddike
1 teskefuld vaniljesukker
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader.
Put papirsmuffinforme i muffinpladen.
Sigt de tørre ingredienser (hvedemel, sukker, natron, kakao, vaniljesukker og salt) sammen i skålen.
Bland de våde ingredienser (vand, olie, husholdningseddike) i målebægeret.
Hæld de våde ingredienser over i skålen med de tørre ingredienser. Pisk, indtil dejen er glat og uden klumper. Dejen virker meget tynd, men det skal den være.
Fordel i muffinformene, så de mindst er lidt mere end halvfulde.
Tjek muffinsne efter 15 minutter. De er færdige, når de er faste, når man trykker på dem. Du kan også stikke i dem med en træ-tandstikker: Når de er færdige, hænger der ikke nogen dej fast på tandstikkeren, når du trækker den op.
Køl muffinsne af i formen på en rist.
Rør en glasur af en deciliter flormelis og vand, som du tilfører spiseskefuld for spiseskefuld, indtil glasuren er flydende nok til, du kan smøre den på muffinsne.
Kan holde cirka to dage i en plastikpose. Men du kan nok ikke holde dig fra dem så længe…